På vandring på Camino del Norte:

En lille rejsebeskrivelse:

Formanden og hans hustru Anja, er netop vendt hjem fra en pilgrimsvandring på ”Camino del Norte” på lidt over 300 km. Turen gik fra Hendaye i Frankrig til Santander i Spanien.

Den 10 juli stævnede vi ud fra Hendaye og gik over grænsen til Irun i Spanien. Allerede på første dagsvandring fik vi at mærke, at ”Camino del Norte” er noget helt andet end ”Den Franske Kongevej”, som ”Camino France” også kaldes. Vejene er utrolig stejle, og skovstierne er visse steder nærmest ufarbare: Stenede, hullede, mudrede og glatte, og næsten lodrette. Da vi om aftenen – efter lidt over 27 kilometers vandring, godt trætte – nåede frem til det eneste af de to herberger i San Sebastian, som var åbent, blev vi først afvist. Herberget fungerede ikke som pilgrimsherberg, men var nærmest et vandrehjem for unge, hvor man skulle bestille plads i forvejen. Heldigvis havde to, som boede på herberget, netop forladt det en dag før end de skulle, og vi fik deres senge uden betaling.

Senere på turen blev vi også afvist på et clariser-kloster i landsbyen Escalante, som ellers har et lillebitte herberg ved siden af klosteret. Her måtte kun kvinder overnatte, forstod vi. Jeg fremviste ellers min vielsesring, for at vise at vi er gift. Ægteskabet er nemlig i Den Katolske Kirke et sakramente, og ægtefolk betragtes som ærbare, men den gik alligevel ikke. Vi måtte traske den lille kilometer tilbage til landsbyen og leje os ind på et hotelværelse.

Vi har også prøvet at gå vild. Ruten er ellers rimeligt opmærket med gule pile, men på vej op ad bjergsiden fra landsbyen Onton mod byen Castro Urdiales viste en gul pil pludselig væk fra landevejen og ind i skoven. Det havde vi prøvet mange gange før og tænkte ikke videre over det. Vi fulgte derfor pilen, men fandt ikke flere gule pile i skoven.  Til sidst anede vi ikke, hvor vi var. Det eneste vi kunne høre var nogle køer med bjælder på i det fjerne, men efter ca. 2 timers vandring på snævre, glatte og mudrede skovstier kom vi heldigvis ud på en asfalteret vej. Her stoppede jeg den første bil, der kom forbi, og fik udpeget på mit kort, hvor vi befandt os. Vi var gået i ring og var ikke ret langt fra det sted, hvor vi var startet med at går ind i skoven. Der var så kun én vej, og det var forfra igen, men denne gang klogelig på landevejen uden afstikkere ind i skoven.

Da vi 6-8 kilometer senere – helt udasede – kom frem til den næste lille landsby, hvor der skulle være et hotel, men ikke var der, så vi en bus, der netop skulle til at køre. Beslutningen var ikke svær at tage. De sidste 10 kilometer til Castro Urdiales blev kørt med bus i stedet for  redet på apostlenes heste. I Castro Urdiales lejede vi os ind på et privat pensionat lige midt i byen, tæt på havnen. Vi havde besluttet at tage en hviledag, og man kan kun overnatte én nat på pilgrimsherbergerne.

Fem dage senere forlod  vi tidligt om morgenen  et dejlig og fantastisk gæstfrit herberg, som ligger lidt uden for landsbyen Güemes, højt oppe i bjergene.  I rask  trav gik det mod havnebyen Somo. Her gik vi ombord på den lille færge, som i pendulfart sejler fra Somo til Santander. En pilgrimsvandring på lidt over 300 kilometer var slut.

Nu skal alle oplevelserne bearbejdes. Senere skal næste etape tilrettelægges, for vejene ligger jo bare derude og venter på os. ”Camino del Nortes” sidste 5-600 kilometer bliver helt sikkert erobret om ét eller to år. 

Buen Camnino

Fra Santander til Santiago de Campostella.

Formanden og hans hustru har igen i år været på vandring på Camino del Norte. Denne gang gik de sidste lidt over 550 km. Nedfor kan du læse deres beretning:

For et år siden gik min hustru Anja og jeg fra Hendeye i Frankrig til Santander i Spanien, en vandretur på knapt 300 km. på Camino del Norte, den gamle alternative pilgrimsvej langs med Biscayen, som pilgrimmene i middelalderen fulgte, når det det kristne Spanien førte krig mod Mauerne i syd, hvilket gjorde den oprindelige pilgrimsvej – Camino Frances – usikker og farlig.

                                        På vej ud af Santander

I år ville vi så fuldføre vandringen og stævnede ud fra Santander d. 30. august med lidt over 550 km. foran os i et bjergrigt og vanskeligt terræn, og med Biscayen smuk og blå hele tiden på vores højre side.

                                                Med Biscayen på højre hånd.

Når man vandrer i en hel måned, opnår man at overnatte utrolig mange forskellige steder, hvilket af og til giver nogle særprægede oplevelser:      

Allerede den første dag stødte vi ind i overnatningsproblemer. Vi havde gået omkring 25 km. i et meget kuperet terræn og kom sent på eftermiddagen til byen Requjade. Jeg havde adressen og et billede af herberget i Polanco, en nabolandsby, og på en bar spurgte vi på engelsk, om nogen kendte vejen dertil, for de gule pile man følger for at finde vej gik videre mod næste by, og på mit kort kunne jeg se, at Polanco lå lidt udenfor selve ruten. Det var der heldigvis en ung, nogenlunde engelsktalende spanier, der gjorde og fik os sendt i den rigtige retning. Efter ca. et kvarters vandring fandt vi herberget, men det var helt fyldt op. Der var godt  nok også ”kun” seks køjer, men her på Camino del Norte plejer det ikke at være noget problem med de få pilgrimme, der går her. Vi måtte imidlertid over på en bar lidt derfra, for det var ”bar-mutter”, der bestyrede herberget. Vi forsøgte at forklare os så man nu kan, når vi kun kan engelsk, og dem man taler med kun kan spansk: Der var én madras, og  - især jeg mente godt -  vi begge kunne ligge på den, men nej! Det mente ”bar-mutter” bestemt ikke. Hun havde en anden og bedre løsning. Hun kendte én, som havde en pension, godt nok langt væk derfra, men vedkommende ville komme i bil og hente os og bringe os tilbage igen næste morgen. Jeg var allerede gået i sort, men min kloge hustru Anja bevarede fatningen og sagde: ”Ja tak!”  Og sådan blev det. Vi blev hentet, fik et dejligt værelse, fik serveret varm aftensmad, og næste morgen dejlig morgenkaffe med brød. Kl. 08.00 stod vi foran herberget i Polanco og kunne går videre.

                                             Man får "lange ben" på Caminoen.

Én af de mere groteske episoder var da vi overnattede på et cistercienserkloster i Cobreses. Den gamle munk, som tildelte os vores værelse, blev pludselig meget nærgående overfor mig. Det var rigtig ubehageligt, for der var ingen tvivl om mandens tilbøjelighed. Stadig med en venlig facade lykkedes det os om end med lidt besvær at få ham lempet ud af rummet, så vi kunne få lukket døren. Værelset lå oppe på en loftgang, og vi var de eneste, der overnattede heroppe. Et fransk ægtepar havde lejet én af de små ferielejligheder, som klosteret også lejer ud. Det samme havde to tyske piger. Værelserne på loftgangen var elendige, men kostede til gengæld intet.

                                      Det går stejlt op- og nedad mange steder.

I en meget lille bjerglandsby – Serdio – som har et nyt, flot og velfungerende herberg med 20 pladser, oplevede vi at være de eneste, der overnattede. Damen, som bestyrede herberget, ville gerne lidt tidligt hjem til sin familie, så vi fik selv opgaven med at lukke herberget. Det var en lidt spøjs fornemmelse at smække den tunge tremmeport i indefra, stikke en hånd ud mellem tremmerne og sætte en hængelås på  kl. ni om aftenen, men sikke en fred og ro, der er i sådan en lille bjerglandsby, til forskel fra de store spanske byer, hvor folk render rundt i gaderne til kl. 4-5 om morgenen og råber og skriger og synger sange.

                                           ......og det regnede og regnede!!

Efter en lang, lang våd regnvejrsdag, hvor humøret ikke var på det højeste, og fødderne nærmest opløst i de gennemblødte støvler, måtte vi lide den tort at være de sidst ankomne til byen Cadevedo´s  meget nedslidte, beskidte og lille herberg. De otte senge var allerede optaget af nogle unge tyskere, en østriger, et ægtepar fra Sydafrika, som cyklede, og et ældre engelsk ægtepar. Vi måtte derfor tage til takke med to madrasser på gulvet i fælles-køkkenrummet. Der var uorden i vandsystemet, så vi kunne ikke få bad, men måtte nøjes med ”etage-vask” med koldt vandt. Stemningen var dog rigtig god, og alle prøvede at gøre det så hyggeligt for os som muligt.

Camino France på cykel.

Netop hjemkommet fra en cykeltur på Camino France, læser vi formandens beretning om hans og Anjas vandring på Camino del Norte. Så nu synes vi, at I skal høre om vores tur, hvor vi også havde lidt problemer med overnatning

Vi er: Jørgen, som har kørt cykelløb i 50 år og stadig kører i veteranklasse. Han har desuden kørt mange og lange motionsløb i mange lande i årenes løb. Og jeg – Birgit – som også har cyklet meget, men dog ikke i samme grad som Jørgen. Vi er begge 69 år og altså pensionister.

Men dette skulle prøves. Også dette at cykle sammen, hvad vi ikke havde prøvet før. Den største udfordring var til mig. Kunne jeg klare højderne? Distancerne var jeg ikke bange for. Der var lige et par pas, hvor jeg måtte trække op, men pyt, op kom jeg. For Jørgen var det ”bare endnu en cykeltur”.

Først kørte vi i vores bil til St. Jean Pied de Port. Jørgen havde lavet nogle holdere til vores cykler, så de stod godt og sikker bag i. I St Jean Pied de Port  fandt vi en pension lidt uden for byen – i Lasse. Her ville de gerne opbevare vores cykler og den bagage vi skulle have med på cykelturen.

Herefter kørte vi til Santiago de Campostella, fik bilen parkeret og fandt et fly til Pamplona, bussen til Roncesvalles og endelig en taxi, som vi delte med fem andre, der også skulle starte i St. Jean Pied de Port: Nogle vil nok tænke, at det da var en akavet måde at gøre tingene på, men vi havde hjemmefra læst flere beretninger om, hvor svært det efter sigende er at få cyklerne med tilbage fra Santiago de Campostella. Des uden ville vi gerne se os lidt omkring, når nu vi var på de kanter. 

I St. Jean Pied de Port fandt vi pilgrimskontoret og fik vores første stempel: Den legendariske Madame Debril eksisterer ikke mere. Hun er død for ca. 10 år siden, fik vi at vide. Den lokale pilgrimsforening har et kontor lidt længere oppe ad den stejle gade, så her ordnes indskrivningen nu. 

Vi startede vores cykel-camino den 19. august: Kom over Ibanêta passet i regnvejr, kørte videre til Roncesvalles, hvor vi kom i læ for regnen og fik os lidt frokost. Imellemtiden var det så blevet tørvejr. Første overnatning blev i Zubiri. Vi havde da kørt 54 km., så det var nok for den dag.

Jørgen Green i sit rette element: Landevejen

Vi havde hjemmefra planlagt at cykle 20-30 km. om formiddagen, holde en frokostpause, og cykle 15-20 km. om eftermiddagen alt efter terrænet og min formåen. Den plan blev imidlertid skinlagt allerede på 2. dagen. I Lorca holdt vi frokostpause. Fremme ved dagens mål  i Estella  viste det sig, at alle logier var optaget. Det samme var tilfældet i Los Arcos og i San Sol. Da vi kom til Torres del Rio havde vi kørt 101 km, og jeg var helt flad. På et lille privat refugium havde de plads til ”Uno y solo uno personas” ( Èn….. og kun én person ). I Byen var der en lille købmand, hvor vi fik provianteret. Herefter kørte vi hen til et bus-skur. Her spiste vi, og her overnattede vi også. Gæt hvem der var det store trækplaster for byens borgere på deres aftentur. Vi frøs bravt, for det blæste op, og hen på morgenen begyndte det at regne. Hvis der var kommet en bus til Leon, havde vi sikkert snuppet den.

Det blev ikke rigtig  lyst, så vi kunne komme videre, før kl. otte. Vi var noget stivbenede, da vi entrede cyklerne og kørte ud på dagen etape. Nu skal jeg lige tilføje, at vi ikke havde hverken liggeunderlag eller soveposer med: Vi havde – igen flere steder læst hjemmefra – at vi alligevel ikke kunne sove på refugierne, når vi var på cykel. Herefter kørte vi til ca. kl. 13-14, hvor vi søgte logi. Det fandt vi heldigvis hver dag på resten af turen.

Der var nogle store, høje pas vi undervejs skulle op over, men caminoen er et betagende landskab at køre rundt i. Vi var to dage om at krydse Den Kastilianske Højslette med sine enorme, afhøstede hvedemarker, der bare strakte sig så langt øjet rakte. Man kan næsten fornemme jordens krumning. Hvad man kan og skal se, og hvad vi har set undervejs, er der så mange andre, der har beskrevet, så det kommer ikke med her…….og alligevel: Lige før Astorga, da vi kørte igennem en lille by Justo de la Vega, blev der ringet til søndagsmesse. Vi fik helt ondt i ørerne, for mere uharmoniske klokker, har vi aldrig hørt. Den ene lød som om, den var revnet. Nå, men de udførte vel deres mission. Vi fik kastet vores sten ved Cruz de Ferro – Jernkorset – samt ønsket……..men nej, det siger man ikke.

Vejene de er gennemgående gode. På de større veje er der markeret en ret bred cykelsti med en hvid, fuldt optrukket streg. En del af de mindre veje var spændende at køre på rent landskabsmæssigt, men belægningen var ikke altid lige god. Et par gange viste de gule pile og velmennende mennesker os ud på nogle grus-stier. Den var vi imidlertid ikke glade for at køre på, så vi fandt hurtigst muligt ud på asfalten igen.

Birgit Green ude på Caminoens stenede veje.

Efter Ponferrada blev der meget mere trafik, både af vandrende og cyklende pilgrimme, og derfor også lidt mere ”kamp” om hostaler og pensioner. Refugierne kan vi af gode grunde ikke fortælle om. Vi så desværre også, at der var mange både vandrende og cyklende, der fik deres bagage transporteret frem til overnatningstederne, hvor der også var booket plads til dem på forhånd.

Vejret, ja….det var meget skiftende: De fleste dage havde vi regnjakkerne på og af flere gange. Der var kun 2 dage, hvor vi havde helt tørvejr. Det var fra Rabanal over Villafranca del Bierzo og videre næste dag til Sarria. Da var temperaturen til gengæld også 30-38 grader.

Torsdag den 30 august kørte vi op foran Katedralen i Santiago de Campostella. Vi gav hinanden et kram og et kys. Det var lidt bevægende at være her efter 844 km., som vi havde kørt på 12 dage, ikke fordi det skulle være en rekord, men det var bare gået så godt: Og frem for alt….Jeg have klaret det!!  Det var også lidt underligt at være en turistattraktion: Vi blev fotograferet meget. Derpå trak vi hen til Pilgrimskontoret, hvor vi fik vores ”Capitulum”…..Og så lige 2 øl…AHH!!

Dagen efter kørte vi i bilen ud til ”Verdens Ende” – Kap Finisterre, videre til Avila, som har en meget flot ringmur, som stadig er helt intakt.Vi synes, det er et spændende stykke Spanien, vi her har oplevet både landskabeligt og historisk, og vi har så småt talt om, at gå et stykke at Caminoen. Nu får vi se, hvornår det bliver.

Til orientering for andre, som kunne tænke sig at cykle Caminoen: Vi havde søgt oplysninger om turen hjemmefra i følgende bøger, som vi også  havde med på turen: 

”The way of St. James” på engelsk af John Higginson.

“Pilgrimsvejen til Santiago de Campostella” af Henrik Tarp

”Pilgrim – en guide” af Rolf Due

”Dansk cykel safari – El Camino de Santiago” – Baggrund og praktiske oplysninger

Vi har selvfølgelig også læst i ”Pilgrimmen” i det års tid, vi har været medlemmer af den forening.

Med kærlig hilsen

Birgit og Jørgen Green

medlems-nr. 175 og 176  i Roskilde Pilgrimsforening